22/05/2016

Bühlmann sætter alle sejl til for Nordic Prize

15 nøje overvejede topserveringer og ”lidt af en Aalborg-rejse” forkæles de 70 ”heldige” gæster med, når den for længst udsolgte nordjyske gourmet-restaurant søndag den 22. maj lægger kost & logi til kåringen af ”Nordens bedste restaurant 2015”. Hele 12 kokke vil denne særlige aften stå i køkkenet
Stenstrup PR-pressemeddelelse for HOTEL SCHEELSMINDE

 

På Aalborgs Gourmetrestaurant Bühlmann har de forberedt sig i månedsvis. Forberedt sig på årets vel nok mest eksklusive middagsarrangement i Nordjylland, der finder sted i forbindelse med kåringen af årets restaurant i Norden, Nordic Prize, søndag aften den 22. maj.
”Vi sætter alle sejl til for serverings- og arrangementsmæssigt at kunne matche ambitionerne, der ligger til grund for den fornemme prisuddeling og det fantastiske gastronomiske niveau på de forskellige nationalt nominerede restauranter,” fortæller restauratør Danni Bühlmann, der både glæder sig og er spændt. Han har siden januar holdt faste ugentlige møder med såvel sin ”kreative kok”, Dennis Bang Carlsen, der skal lede det kulinariske slag, og Scheelsmindes restaurantchef Jakob Neve – alene med det formål at finpudse på gallamenuens nøje overvejede serveringer og hele slagplanen for arrangementet, hvis 70 pladser for længst er besat – de 50 har været til salg. Danni Bühlmann melder desuden om en lang venteliste af interesserede, der håber på alligevel at komme med på sidste-øjebliks-afbud. Desuden har en delegation fra Scheelsminde – for at fornemme niveauet – bl.a. besøgt og prøvespist ved den forudgående nomineringsmiddag hos den svenske kandidat til prisen, PM & Vänner i Växjo, der i år også har opnået sin første Michelin-stjerne.

 

Adskillige dygtige kokke og tjenere fra andre af Nordjyllands bedste restauranter er desuden på denne særlige aften ekstraordinært hyret ind for at sikre, at det tårnhøj ambitionsniveau kan holdes. I alt planlægges, at der skal være hele 12 kokke i køkkenet på Hotel Scheelsminde, hvor gourmetrestauranten er hjemhørende. Og desuden 15 tjenere i restauranten den aften for at kunne servicere de heldige deltagere på sædvanligt Gourmetrestaurant Bühlmann-niveau, der ellers normalt er gearet til maksimalt 24 ekstraforkælede gæster.

 

Eksklusive overraskelser
Ambitionen – trods det ekstraordinære deltagerantal – er at servere vores hidtil flotteste Bühlmann-menu med alt, hvad det kræver. Vi vil dermed vise, at Gourmetrestaurant Bühlmann og Aalborg også vil og kan være med på dette internationale gastronomiske niveau. Jeg glæder mig helt vildt til at vise, hvad vi så har gået og forberedt. Dem, der har fået plads, kan sagtens begynde glæde sig,” supplerer Dennis Bang Carlsen. Han vil endnu ikke afsløre alle de planlagte menu-detaljer – det skal være en af aftenens mange positive overraskelser. Alene, at menuen kommer til at bestå af ca. 15 serveringer og tilhørende topvine, som han satser på kan serveres i et rask tempo med kun ca. 20 minutter mellem hver ret – hvilket igen kræver grundig planlægning og stor forberedelse og koncentration af alle involverede. Alle retter, skønt mere eller mindre nytænkte, er allerede afprøvet i deres udførsel, tilpasset og prøvearrangereret på nøje udvalgt delvist til lejligheden nyindkøbt porcelæn. Og serveringerne er selvfølgelig prøvespist, justeret og prøvespist igen flere gange for at sikre, at de enkelte indtryk sidder lige i skabet, og den samlede plan kan holdes.

 

En enkelt blandt de mange kompositioner, som Dennis glæder sig til at fornemme reaktionen på, vil han dog gerne løfte sløret for indholdet af allerede nu. Nemlig en af de ekstravagante prædessertserveringer: ”Hvid chokoladecreme m. macadamianøddeis og noget af verdens fineste, italienske kaviar”:

 

”Jeg tænker, at det samlede smagsindtryk af disse eksklusive råvarer i kombination til fulde udtrykker vores vilje til at ramme et internationalt gastronomisk niveau. Ligesom kombinationen naturligvis også antyder, at gæsterne kan forvente velovervejede og mindeværdige overraskelser. Viljen til at overraske kan også ses som en del af den røde tråd for den samlede menu”, uddyber gourmetrestaurantens kreative kok.

 

I det hele taget håber og tror vi, at gæsterne bare siger wow til de mange kvalitetselementer, som vi har planlagt i og omkring arrangementet,” tilføjer Danni Bühlmann, der antyder, at gæsterne på flere måder også kommer på lidt af en rejse i Aalborgs historie.

 

Spændt på Nordjylland

Også hos juryformanden, der skal afsløre årets prisvindere i løbet af aftenen, redaktør Bent Christensen, Den Danske Spiseguide, er der store forventninger:

”Det er første gang, at vi i Nordic Prize’s nu syvårige historie prøver at gennemføre dette arrangement med al den finesse, som det kræver, i netop Nordjylland. Men som indviet i de tydeligt velovervejede planer for aftenens forløb er jeg ikke i tvivl om, at valget af Gourmetrestaurant Bühlmann som arrangør har været rigtigt. Selv om jeg naturligvis også er spændt på om alt nu også virkeligt klapper. Skønt kun et år gammel har restauranteen allerede vist et imponerende højt og ledende nordjysk niveau. Og deres planer for aftenen viser, at de dygtige folk har taget opgaven meget alvorligt. Min forventning er, at Bühlmann ikke kommer til at stå tilbage for nogle af de tidligere års i øvrigt fantastiske prisoverrækkelser – ja måske sættes oven i købet nye standarder,” siger Bent Christensen, hvis guide i øvrigt sidste år gav Restaurant Bühlmann topkarakter, tre stjerner i Aalborg.

 

Og det er i øvrigt også et fantastisk selskab af internationalt orienterede nordiske toprestauranter, som Gourmetrestaurant Bühlmann nu stiller op i rækken af som arrangør. Tidligere år har bl.a. Søllerød Kro, Noma og Falsled Kro været dansk arrangører for prisoverrækkelsen og tilhørende gallamiddag. Blandt de kun seks tidligere nordiske vindere er danske Noma, Geranium og Henne Kirkeby Kro.

 

Alle de fem nominerede nordiske restauranter har i øvrigt for længst meldt deres ankomst og deltagelse i arrangementet i Aalborg med små delegationer, der alle håber at løbe med pris og statuette fremstillet af kunstneren Lisbeth van Deurs som synligt bevis for den store ære.

 

De fem nominerede restauranter til den ærefulde Nordic Prize for 2015 er i øvrigt:

 

Dill, Reykjavik – for det nordatlantiske område inklusiv Island, Grønland og Færøerne.
Maaemo, Oslo, Norge
Kong Hans Kælder, København, Danmark.*
PM & Vänner, Växjo, Sverige
Chef & Sommelier, Helsinki, Finland

 

*Den danske nominerede er altid Årets danske restaurant ifølge Den danske Spiseguide.

 

Billede: Hoteldirektør Danni Bühlmann og Gourmetrestaurant Bühlmanns kreative kok, Dennis Carlsen, prøvesmager og diskutere den eksklusive prædessert, der er planlagt som en af ca. 15 topserveringer ved Nordic Prize: ”Hvid chokoladecreme m. macadamianødderis og kaviar”. Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset.

 

 

Faktabox: Anemette Bühlmann og Danni er tredie generation i familiedynastiet omkring Aalborgs Hotel Scheelsminde efter hendes navnkundige farfar Hugo Jensen. Det var ham, der i 1960 omskabte den mere end 200 år gamle herregård til motel og udviklede det til et efterhånden også landskendt spisested. Anden generation består bl.a. af Anemettes far og mor, Peter Chr. og Mona Jensen, der drev, moderniserede og udvidede hotellet frem til status af firestjernet medlem af den internationale Best Western-hotelkæde. Ægteparret Bühlmann i tredje generation, Anemette og Danni, har siden 2006 bestyret Scheelsminde for helt at overtage ejerskabet for tre år siden – de har bl.a. også med tiden overtaget driften af bl.a. Nørre Vosborg ved Holstebro, Aalborg Airport Hotel samt Victors Madhus i Nørresundby. Så ekspertise og erfaringer er der rigeligt af at trække på. Bühlmann-navnet, som det gastronomiske flagskib Gourmetrestaurant Bühlmann blev lanceret under for et år siden, er kommet ind og gået i arv i familien via Anemettes schweiziske bedstemor Aloisia, der var med fra begyndelsen og gift med Hugo Jensen.
For yderligere oplysning, kontakt Hotel Scheelsmindes direktør Danni Bühlmann på tlf.: 30 32 73 71 eller email danni@scheelsminde.dk . Eller Restaurant Bühlmann’s kreative kok Dennis Carlsen, tlf. 28 56 17 93 eller email: kreativchef@scheelsminde.dk Eller læs mere på: www.scheelsminde.dk Bent Christensen, red. Den Danske Spiseguide, tlf. 40 13 13 10.